Børn & Teknologi

Den digitale forælder har aldrig en digital day-off

Mit barn går kun i vuggestue men allerede er der masser digitale opgaver at tage sig til som mor. Og selvom jeg kunne tænke mig at fordybe mig med min søn, lidt oftere, er virkeligheden bare anderledes.. At jeg ofte må styrte frem og tilbage mellem min søn og pc’en. Eller må stikke snuden i telefonen..

Omkring os forældre står omverden med løfter pegefinger. Vi skal ligge vores telefon fra os! Være tilstede! 

At være forælder i dag betyder ikke kun at man skal sørge for sit barn klarer sig godt i det digitale univers, du skal også klare almindelige pligter over nettet. For alle i familien. Alt imens man får hug for at kigge i telefonen. Det er selvom det var i en god mening at man downloadede apps som gjorde det muligt at klare tingene på farten. Så man kunne blive hurtigt færdig… Og få noget familie tid…

Jeg finder det af mange grunde helt naturligt at kalde nutidens forældre: digitale forældre, og nutidens børn: digitale børn. Men det betyder da ikke at det digitale er let for os, eller at vi elsker det. At en fridag fra det ikke er vores største ønske en gang imellem.

Er digitale børn virkelig et fy-begreb?

Digitale forældre, digitale børn og digitale indfødte er begreber der kan provokere..

At vores børn ikke bør kaldes digitale indfødte eller digitale børn er noget der faktisk gør mig lidt ærgelig. Det begrundes blandt andet med at børn er ikke født til det digitale og de ikke selv, forsvarligt, kan navigere i den verden uden hjælp. Og hvor jeg er helt enig i det, ser jeg bare ikke den store logik i argumentet. Det digitale er da ikke et instinkt vi har.. Som mange andre ting, skal det læres.

Min søn er i en alder af to allerede et tydeligt “bybarn”, men at begå sig nær befærdede veje og i menneske mylder var bestemt ikke medfødt. Og det er selvom han blev født på et storkøbenhavnsk hospital. At begå sig med lyskryds og store veje har krævet at hans far og jeg tog ham i hånden og gentagende gange fortalt ham hvordan han skal forholde sig til dette. Men hvis nogen skulle påstå at han da ikke var “bydreng” ville jeg altså blive forvirret. Ja undskyld mig, min styrke er ikke det sproglige. Og måske er den slags sprogbrug grænsende til slang men det kan også hjælpe til at kategorisere ham. Det kan hjælpe folk til at forstå at han endnu ikke ved hvor jordbæret kommer fra men han ved dog hvad grøn mand og rød mand på et lyskryds står for. Jeg syntes det at kalde vores børn “digitale børn” giver et fint syn på alvoren. At det digitale ikke er noget vi lige undslipper eller kan afvise.

Kan jeg så være en “digital mor”?

Jeg ser mig selv som en digital mor, og det er uden at ligge for meget alvor i ordet, for jeg er ikke ekspert. Jeg kan ikke hacke, jeg kan ikke begå mig på diverse sociale medier med snilde. Faktisk har jeg selv trådt forkert når det kommer til hvor meget man bør dele på sociale medier. Men jeg er mor der grundet mine omgivelser er nødsaget til at håndtere digitale systemer næsten kontant. Både for mig selv og min søn. Godt nok er min udannelse inden for faget IT. Men selvom det ikke var, kunne jeg ikke undslippe alt det digitale. Derfor tillader jeg mig at kalde mig digital-mor, håber ikke det støder nogen.

Hvad er det egentlig jeg brokker mig over?

Forstå mig ret, jeg brokker mig ikke over mine forpligtelser som forælder. Jeg brokker mig derimod over at samme folk der kan forarges over min telefon, i sin tid som forælder, stod i kø i banken i 40 minutter for at betale de månedelige regninger. Imens barnet stod skrigende utålmodig. Eller var hjemme hos den anden forælder, som måtte haste med mad, pasning og leg. Jeg kan faktisk ikke se at tingene er blevet værre. Som barn irriterede jeg mig over mine forældres “ligegyldige” pligter, precis som min søn irriteres over mine “ligegyldige” pligter..

Jeg brokker mig også over at en person kan se sig sur på smartphone-brug at de skal henvende sig til en komplet fremmed. Mig. Og at de kan sætte mig i bås med den (også fremmede) unge fyr der jager Pokemon’s og den ældre herre der jonglerer mellem Facebook og odds på telefonen. At de og jeg bliver til; I. Fordi “vi” er smartphone indehavere.. På samme busstoppested.. Og åbenbart storforbrugere.

Folk kan se sig irriteret på mig når jeg stikker hånden i tasken, for at tage telefonen frem. Men de ved ikke hvad JEG kigger på.

Det kunne være jeg betaler for min søns institution, læser nyhedsbrev fra hans vuggestue. Det kunne være at jeg søger på netdoktor. Eller deler oplevelser med andre frustreded forældre med syge børn eller med børn der nægter at spise grønt. Ligesom vores forældre stod på gaden og snakkede med naboen mens vi børn måtte stå og trippe.

Puha! Shame on me!

Undskyld mig! Jeg vil godt blive bedre!

Undskyld min ironi og undskyld min vrede. Jeg er virkelig bare en mor der kæmper ligesom alle de andre gør og ligesom mødre og fædre altid har gjort. Jeg vil virkelig gerne blive et bedre menneske og en bedre mor. Jeg kan ikke se at jeg kan slippe for mine digitale forpligtelser. Og jeg mener faktisk at jeg er en “digital forælder” med et “digital barn” om det giver mening for andre eller ej. Men jeg mener det også når jeg siger; Undskyld, jeg vil gerne blive mere hensynsfuld når jeg bruger min smartphone. Både for din skyld men også for min egen.

Facebook Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.