DigitalMor

SÅDAN FØLES DET AT BLIVE PHUBBET

For at genfinde kærligheden med min søn måtte jeg stoppe med at elske min mand…

Min søn græder fra stuen, det er oftest det der sker når jeg går i køkkenet. Ikke fordi han savner mig og ikke fordi jeg flytter mig fra der hvor han er. Det er bare det der sker når han er alene med sin far. Det kan måske virke som om de er som hund og kat men det er langt fra sandheden. Sandheden er at vi på overfladen ligner en familie som får tingene til at fungere. At vi ubevidst og til tider bevidst arbejder hårdt for at skjule hvad der foregår. At det får os til at lyve og give tomme løfter. 

Dette er en historie om phubbing og andet svigt..

Jeg har lært at skynde mig ind i stuen igen. For hvis ikke er resultatet at min søn i gråd hiver efter vejret. At han er helt opløst og utrøstelig. At alt må sættes på pause, undtagen det min mand laver.

Sandheden er at min søns far phubber. Og jeg skammer mig over det. Jeg skammer mig over ikke at være nok for ham og jeg skammer mig over ikke at have succes med at hjælpe ham ud af det. Og hjælpe ham tilbage til mig og hans søn.

Min søn mangler opmærksomhed og vi ser resultaterne deraf. Problemet er bare at jeg ikke kan give min søn nok, når vi i vores lille hjem, konstant konfronteres med det der giver så stor en sorg. At jeg kæmper for at klare alt det huslige for at min søns far kan lade op efter arbejde i 5 minutter. 5 minutter som varer fra kl 15-18. Og for forholdets vedkommende, indtil sengetid.

Der har været dage hvor min mand har været ude og ikke er kommet hjem før sønnen er blevet lagt i seng. Med få afbrydelser har jeg fået lov at lave mad til min søn. Vi roder og vi leger. Og vi spiser mad sammen som en rigtig familie. Rolige og opmærksomme, noget der tydeligt viser sig i min søns appetit. Vi behøver slet ikke at bekymre os om at blive afvist igen og igen af en vi elsker højt. Vi er i de øjeblikke en glad lille familie som ikke skal gå på listefødder. For for os er afvisningerne værst. Og at være så tæt på en der er så fjern. En der bider fra sig når vi tager kontakt.

Og derfor det grædende barn der hiver efter vejret.

Phubbingen og de relaterede problemer har fået min, i dag, eks mand til at gøre ting som han ikke er stolt af. Ting han ikke vil vedkende sig. Det har skabt sår på min søn og gjort at selvom han har en far der har været fysisk lige der ved siden af ham, har han sådan længtes efter en faderfigur. At han klynger sig til andre mænd og søger deres kærlighed på højtryk.

Dette er ikke en historie med en lykkelig slutning. Ikke som sådan. Det er en historie om at måtte opgive det man kæmper for. Opgive dem man elsker. For at blive lykkelig. Det er en historie om at rydde ud i det der står i vejen. Skære en fra og derigennem skabe mere plads til alle.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *