Familieliv

NÅR MAN IKKE FÅR VUGGESTUEPLADS

Dette er mit første blogindlæg. Og det er der en dybere mening med, for mig var det begyndelsen på begyndelsen. Det var dette, der fik mig ind i denne nye verden af blogging og børn full-time.

I august 2017 stod jeg med en 1 årig, snarlig studiestart og en behovdato der ikke så ud til at resultere i en vuggestuepladsplads. Det var uvist hvornår min søn kunne få en plads, beskeden fra pladsanvisningen var at det kunne være måneden efter, men nok ikke inden… 3 måneder skulle der gå.. Men det vidste vi intet om. Og hvad gør man så når man rammer behovdato men der ingen ledig vuggestueplads er?

Foto via Pexels

Når vuggestuepladsen mangler

Læs også dette indlæg hvis du er interesseret i dine muligheder, når i ikke har fået en vuggestueplads. For alternativer er der en del af og det kan være en jungle hvis man er blevet mor for første gang.

Min familie blev, som så mange andre i storbyen, ramt af de mere negative sider af baby-boomet. Jeg er selv fra en mindre årgang og jeg glæder mig, på vegne af min søn, for alle de legekammerater, han med tiden vil møde. Og for min egen skyld; alle de ligesindede i bybilledet og alle de mulige kandidater til playdates. Nu oplevede vi til gengæld at der var “kamp” om pladserne. At der ikke var plads til vores søn. En oplevelse der gav et skræmmende billede på de forhindringer som børnenes fremtid kunne byde på, hvis ikke, man som forælder var hurtigt ude.

August og start september var en forvirrende tid, min mand var i job, så alene skulle jeg finde ud af hvad der skulle ske. Det var mit job at finde en nødløsning. Når jeg ser tilbage er det en beslutningstagen som jeg faktisk ville have 100% kontrol over.

Mulighederne

Hvis jeg skulle studere igen, var muligheden, at min søn blev passet af sine bedsteforældre. Jeg kunne så udskyde studiestart og lave en form for hjemmestudie indtil vi fik institutionsplads.

Hos min søns bedsteforældre havde vi også mulighed for pasning, endda gratis. Men de kunne ikke følge vores retningslinjer og ønsker om faste rammer.  Det var klart for min mand og jeg at vores ønsker stod højere på listen end at få sønnen “afsat” indtil vi blev tilbudt vuggestueplads.

Der var også muligheden for at finde en privat dagpleje. Det var med en stor del ærgelse, jeg ville ikke flytte min søn rundt, mere en nødvendigt. Jeg ønskede tryghed i form af kendte rammer over en længere periode. Min skole begyndte at rykke for afklaring. Men min plan var stadig ikke udtænkt. jeg var i syv sind. Det var tid til en hurtig beslutning.

Når det ikke føles rigtigt

Jeg lavede derfor en aftale med en privat dagpleje i mit nabolag om at komme og føle kemien an. Jeg gik med min søn, mod hendes hjem, med store forhåbninger og en følelse af at nu skulle det hele nok gå.

Det var bare ikke den følelse jeg gik derfra med.

Jeg var ikke i tvivl om at jeg kunne gøre det bedre end hende og det havde jeg rigtig dårlig samvittighed. Vil man ikke altid tænke det som mor? Ligegyldigt hvor meget erfaring man har med børnepasning.

Jeg tænkte at det ikke skulle være så svært at overgive sit barn til til en anden… Det var nu engang bare virkeligheden.. Jeg nægtede at stille mig tilfreds med noget der ikke føltes rigtigt.

Løsningen på den manglende vuggestueplads

Samme dag begyndte jeg at lege med tanken om selv at blive privat dagplejer, altså at passe min søn og et andet barn hjemme. Det blev snart til dagdrømme, på trods af, at det var svært at sætte drømmen om uddannelse helt på stand by. Afklaringen kom heldigvis. Jeg ville passe min søn hjemme. Min uddannelse blev sat på pause, og jeg begyndte at søge en familie som sad i samme situation..

Det er et af mit livs bedste beslutninger. At passe børn er noget af det mest livsbekræftende man kan beskæftige sig med. Det at glæde sig over børns udvikling, at følge den helt tæt på og at få lov at være en del af den er så fedt. De mange udfordringer som resulterer i små sejre, følesen af succes og altoverskyggende ro når man får lagt to overtrætte tumlinger til at sove på næsten samme tid. Og efterfølgende, den indre latter, når de får vækket hindanden 40 minutter efter for at fortsætte den vilde leg. Hver dag mindes man om at mennesker er så forskellige og det giver hverdagen kulør og gør livet skønt.

Privat dagpleje

Privat dagplejer er en ordning der kan deles, så to forældre der studerer eller arbejder på halv tid kan skiftes om at have børnene. Lønnen vil så deles mellem de to forældre. Trods lønnen ikke er den største, giver jobbet en helt vildt fordelagtig skatteprocent på indkomsten. Denne ordning var som sendt fra himlen for min lille familie. Og jeg finder en sød ironi i at det samme system der forvoldte en del besvær også havde en perfekt løsning

Københavns kommunes hjemmeside kan du finde informationer om at være privat dagplejer, det er relevant både hvis du vil starte en privat dagpleje selv eller bare har brug for en. “Opslagstavlen” som du finder via siden bruges til at søge en dagplejer eller tilbyde pasning. Det skal nævnes at forskellige kommuner kan have forskellige regler, priser og løn. Du skal også være velkommen til at stille et spørgsmål til det at være privat dagplejer eller at bruge en. 

Har I oplevet at I heller ikke fik en vuggestueplads i tide, og hvordan løste I problemet eller organiserede Jer ud af den tid?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *