MOBNING VS. CYBERMOBNING [DEN PERSONLIGE OPLEVELSE ]

Jeg har valgt at holde min identitet forholdsvis hemmeligt. Det gør tingene nemmere for mig. Det er nemmere at spille klog på trods af en kæmpe tvivl på mig selv. Og det er nemmere at hoppe ud i det jeg nu skal til at gøre.

Læs også indlægget: Hvorfor digital mobning er så ubehageligt

Da jeg gik i 1., 2. og 3. Klasse blev jeg mobbet

Jeg var klassens nørd med et enormt opbygget fravær og en tendens til at give klassens seje piger mit legetøj når de bad om at eje det. Jeg prøvede desperat at blive accepteret. Men jeg var blid og naiv og det fik tingene til at eskalere.

Jeg ville rigtig gerne flytte skole men det var for svært at sætte ord på mine problemer. Jeg fremstod som overfladisk når jeg bad mine forældre om sejere tøj eller at flytte skole for at få andre klassekammerater. Det var en rimelig uheldig situation.

Episoden der blev for meget

En dag havde læren flyttet undervisningen ud på skolens græsplæne og klassens 3 populære piger begyndte at jagte mig rundt. De skubbede og hev så jeg løb det bedste jeg kunne, rundt i ring. – Vi måtte ikke løbe for langt fra læren. Den ene pige fældede mig og de sprang alle 3 ned over mig. Den ene sagde: nu voldtager jeg dig. De stoppede efter lidt masen og grinen med et; ad. Det hele blev selvfølgelig overværet af læren. Jeg holdt mig efterfølgende i baggrunden. Da jeg kom hjem, krævede jeg grædende at skifte skole.

Jeg måtte gå året ud da man ikke skiftede skole fra den ene dag til den anden. I den periode lærte jeg at være totalt usynlig. Min sidste dag fik jeg noget slik med som skulle jeg dele ud og det bragte fokuset tilbage på mig. De cool piger sendte nogle andre hen til mig for at sige: at hvis jeg flyttede skole på grund af dem var det altså ret sårende. Jeg nægtede. Jeg løj.

Hvorfor skriver Jeg om dette? -Hvorfor ikke bare begrave historien?

Jeg kommer frem med dette i dag fordi jeg er kommet over det. Endelig som 35årig. For 10 år siden kunne det stadig få mig til at ryste og græde når jeg tænkte på den specielle episode. For 10 år siden havde jeg stadig problemer som udsprang fra den dag på græsset med pigerne.

Og jeg vælger idag at “forevige” en af episoderne på internettet. Det er noget jeg SELV vælger. Jeg ville måske helst lade være da jeg ved hvordan internettet fungerer men jeg føler så meget med ofrene for digital mobning og det her er min pt. bedste måde at vise min sympati. Mine oplevelser betyder nemlig ikke så meget for mig (den dag idag) at det ikke kan deles for de børns skyld som nu er ramt af problemet. Jeg er voksen og jeg kan forstå konsekvensen af at dele det med verden. Jeg kan se hvad det ødelægger og hvad det ikke ødelægger. Jeg er ikke bange. Bare lidt ængstelig.

Eller måske vil det her fungere som min endelige begravelse at episoden. For mig selv..

Væmmelige Vanløse

Mange børn bliver mobbet men i 1990 kunne man ofte bare flytte fra problemet. Man kunne skifte skole og nærmest skifte identitet. Jeg fik “flygtet” fra problemet. Jeg følte at jeg fik fred. Jeg kunne starte på ny. Ingen i min nye klasse kendte til min fortid som klassens offer og de kunne heller ikke finde ud af det så let. Udover min sære adfærd, var der ingen informationer om det. Men, helt ærligt, hvad kan en 4. Klasses elev udlede af det?

Jeg holdt mig langt væk fra min tidligere skoles område og bortset fra en lille episode hvor mine tidligere plageånder hang ud på min skole tror jeg det lykkedes mig at holde min tidligere “identitet” meget hemmelig. Jeg nåede at være preteen som en forholdsvis cool pige. Og jeg nåede at afreagere som teenager. I fred for min fortids stigma.

Vanløse vs.  det intrigante internet

At flytte fra problemet kunne man slippe afsted med i 1990. Og det har gjort at jeg har kunne vokse op og modnes til at bringe det op, i fred. Nu da jeg er ovre det.

Vi havde ikke mobiltelefoner, klasselister med mobiltelefon numre og let mulighed for at finde ens nummer, profil eller andet.

At flygte fra en identitet som andre har givet en er ikke så nemt hvis mobningen foregår på intetnettet. Man får ikke lov at modne sig i fred som jeg gjorde. Man kan ikke bare blive væk fra et område. Står der noget væmmeligt om dig på nettet kan det alt for let forbindes til dig igen. Du har ikke de chancer jeg havde og du kan risikere at skulle blive ved med at leve i frygt, gå langs muren og aldrig turde skille dig ud eller påkalde dig opmærksomhed.  Ligemeget hvorhen du prøver at flygte kan informationerne på internettet indhente dig med lethed. Du kan se dig sur på internettet men så vil du stå ekstremt dårligt i skolen da det er et centralt værktøj i undervisningen. Du kan ikke holde dig væk fra internettet lige så let som jeg kunne holde mig fra en bestemt del af Vanløse.

Tiden healer men hvad er tid på nettet?

Jeg kan møde nye mennesker og vide mig rimelig sikker på at de ikke ved at jeg var mobbe offer fra 1.-3. Klasse. Indtil nu hvor jeg selv bringer det frem. Folk kan ikke lave en søgning på mit navn og finde ud af hvad folk kaldte mig og hvem det var der gjorde det.  Nu kan de finde en enkelt episode men det var mit valg.

Hvis du har fået delt noget om dig på nettet har jeg skrevet et indlæg som måske kan hjælpe dig. Derudover kan der også være håb i den nye datalov´s prøveordning, GDPR, hvor du kan kræve at få slettet urigtige oplysninger om dig. Står du med et lignende problem skal du være meget velkommen til at kontakte mig for råd og vejledning.

Jeg tror ikke på at mobning er mobning. Jeg tror at mobning har mange grader. Hvor de alle sammen kan være invaliderende, så tror jeg derimod ikke at de skal behandles ens. Hvad tænker du? Er der forskel på mobning i skolegården og mobning som forgår digitalt? Gør vi nok for at stoppe mobning i Danmark?